Victor Karlshøj Julegaard, Head of Pension and Commercial Development
Hvorfor forvaltes danskernes største formue uden en ekstern rettesnor?
Sektoren har brug for en ekstern rettesnor

Hvorfor forvaltes danskernes største formue uden en ekstern rettesnor?
Siden MiFID II trådte i kraft i 2018, er investeringsforeninger og kapitalfonde blevet mødt af skærpede krav til gennemsigtighed over for private kunder. I praksis betyder det, at deres afkast skal kunne vurderes op mod et relevant benchmark, der afspejler deres investeringsstrategi.
Det giver god mening. Det er svært at vurdere, om et afkast på 5, 10 eller 12% er "godt". Og omvendt skal et selskab ikke stå til regnskab for at have tabt 5%, hvis markedet faldt 12% samme år. Benchmarks giver kontekst og beskytter kunden.
Det undrer mig derfor, at vi ikke stiller samme krav til pensionsbranchen, der forvalter danskernes største formue.
Jeg hører tit: "Mit pensionsselskab er da dygtige – de gav mig 15% sidste år." Eller: "Hvorfor fik jeg ikke det samme som min kone? Er der noget galt med selskab Y?" Begge spørgsmål er umulige at besvare meningsfyldt. Pensionsselskaberne opererer med forskellige risikoprofiler og porteføljesammensætninger, selv for kunder på samme alder. Uden et accepteret benchmark er der ingen måde at vide, om pengene er i trygge hænder.
Det krævede en professor, en lektor og to cand.merc.'er fra CBS bare at komme et stykke ad vejen – og konklusionen var ikke opløftende: I perioden 2015-2024 underperformer selskaberne med -0,7% om året før omkostninger og -1,4% efter. Kun ét selskab slår de benchmarks, forskerne sammensatte – og det er altså før omkostninger.
Pensionsselskaberne siger selv, at de klarer sig godt målt mod egne, interne benchmarks – og at eksterne benchmarks på hele porteføljen er for svære at konstruere. Det er muligvis sandt, at der ikke findes åbenlyse benchmarks for alle aktivklasser. Men det kan ikke være svaret. Det er præcis den opgave, sektoren burde løse – ikke konkludere, at transparens er for svært og derfor droppe den.
Sektoren har brug for en ekstern rettesnor. Indfør benchmarks, så danskerne kan se hvad der burde have fået af afkast. Uden dem kører vi i blinde med danskernes største formue – og kun en håndfuld CBS-forskere kan gennemskue, om vores penge er i trygge hænder.
→