Victor Karlshøj Julegaard, Head of Pension and Commercial Development
Har politikerne stadig magten over, hvornår vi skal på pension?
Spørgsmålet politikerne burde stille er derfor ikke kun hvornår danskerne kan gå på pension – men om der skabes gode nok rammer for, hvordan de penge der spares op gennem et helt arbejdsliv, rent faktisk forvaltes.

Har politikerne stadig magten over, hvornår vi skal på pension?
Imens politikerne kæmper om pensionsalderen – har arbejdsmarkedet i store træk allerede løst problemet.
Socialdemokratiet vil bremse stigningen i pensionsalderen og lave særlige ordninger for dem med opslidende arbejde. Et nobelt ønske. Men den nuance jeg endnu ikke har set i debatten: det kan de allerede, hvis deres egne pensioner forvaltes rigtigt.
Mange af de faggrupper politikerne taler om har i årevis haft overenskomstbestemt tvangsindbetaling til pension, der sikrer præcis det Socialdemokratiet ønsker – mulighed for at trække sig tilbage efter ~40 år på arbejdsmarkedet, uden en eneste krone fra det offentlige.
Lad os tage stilladsarbejderen som eksempel
En mandlig stilladsarbejder er i dag tvunget til at indbetale 12,75% via overenskomst lavet af 3F. Med en gennemsnitsløn på 48.000 kr./md. vil han ved pensionering have opsparet ca. 6 mio. kr. (inflationsjusteret) – svarende til ~36.000 kr. om måneden i de ~17,5 år han statistisk set lever som pensionist. Uden folkepension og ATP.
Han er langt fra alene:
Tømrere, beton- og jernarbejdere, gulvlæggere: 13%
SOSU'er: 12,6%
VVS'ere og malere: 13%
Politikerne har allerede mistet magten over pensionsalderen – fordi arbejdsmarkedets parter klogt overtog ansvaret. For fremtidige generationer i disse erhverv er folkepensionen reelt en bonus, ikke en nødvendighed. Den rigtige diskussion handler om dem, der allerede har 40+ år bag sig fra en tid med lavere overenskomstbestemte indbetalinger – de fortjener en løsning. Men giver det overhovedet mening at diktere folkepensionsaldre for generationer, der allerede har sørget for sig selv?
Problemet er ikke om der opspares – men hvordan
Der er et helt andet, utalt problem i den her debat: arbejder danskernes pensionspenge godt nok for danskerne?
Konkurrencestyrelsen lavede i 2019 en rapport med 22 klare anbefalinger til at styrke konkurrencen på pensionsmarkedet til gavn for danskerne. Kun et meget lille fåtal er siden blevet gennemført – og rapporten virker glemt i den politiske debat. CBS-forskning viste sidste år, at pensionskunderne samlet går glip af ~30 mia. kr. i afkast om året, svarende til 15.000 kr. per opsparer, som følge af høje omkostninger og manglende konkurrence. Det er 6 gange mere end de 4,6 mia. kr. Socialdemokratiets udspil om differentieret tilbagetrækning forventes at koste frem mod 2035.
Spørgsmålet politikerne burde stille er derfor ikke kun hvornår danskerne kan gå på pension – men om der skabes gode nok rammer for, hvordan de penge der spares op gennem et helt arbejdsliv, rent faktisk forvaltes. Konkurrencestyrelsen dokumenterede for 7 år siden at svaret er mere konkurrence.
Vi venter stadig.
→